Øreringe jeg har lavet

Når jeg er ude og holde foredrag er der mange der spørger hvordan jeg kan holde til det og hvordan jeg er overlevet det jeg er kommet igennem med sygdom og det at skulle anbringe mine børn uden for hjemmet.

For det første er jeg nok blevet godt opdraget hjemmefra, med en naturlig respekt for alle mennesker høj som lav og ikke at tænke negativt indtil andet var bevist. Dette har også mange gange givet mig nogle store drøn over snuden i form af svigt fra andre mennesker og verbale tæv som kunne få mig meget ned med nakken, så meget at jeg kunne blive indlagt pga. af dette. Men et eller andet sted har jeg haft et drive som jeg ikke helt selv er bevidst om, men som har fået næsen ovenvande trods modgang. Jeg har været heldig at have en god rollemodel i form af min mor. Min mor led af angst hele sit liv, fordi hun havde været midt i krigen under anden verdenskrig, da Rusland bombede Finland dengang. Dog var det sådan at efterhånden som hun blev ældre fik hun det betydeligt bedre og hun havde det rimeligt godt psykisk de sidste år inden hun fik kræft og døde. Dette at hun fik det så godt har hele tiden været en ledestjerne for mig, jeg så at hendes kamp imod sin psyke gav bonus og det har været godt for mig at opleve.

Noget andet der har gjort at det har været til at komme igennem er at jeg på et tidspunkt fandt ud af hvordan man opfører sig ordenligt så de fleste kan holde ud at være i selvskab med mig. Da jeg var rigtig plaget at min Borderline var det kun dem der skulle være sammen med mig der kunne holde mig ud og det var også svært for dem,men de holdt ud sammen med mig. Min far har været min allernærmeste faste støtte og han har trods mange sværslag blevet ved med at være der helt frem til at jeg har fået det godt og her har mine børn taget meget godt over og jeg føler mig meget velsignet at jeg har både min far og mine drenge.Mine gode venner Henning og Michael og ikke mindst min mand Jens har også været der for mig, men det er alligevel på en anden måde, de har været med knapt så lang tid.

Men jeg kan næsten på dato huske hvornår jeg lærte at opfører mig ordentligt. Jeg havde sat min jakke på en stol og en af de andre tog den og lagde den i sin taske uden jeg vidste det. Jeg spurtede rundt og ledte efter min jakke for der var både nøgler og pung i lommerne. Til sidst spurgte jeg så ham der havde siddet der hele tiden om han ikke havde set min jakke så sagde han." Jeg så godt at du lagde din pung og dine nøgler i MIN jakke" Han troede fuldt og fast på at det var hans jakke. I gamle dage ville jeg have overfuset ham og skældt ud, men et eller andet sagde mig at han ikke var rigtig rask,så jeg spurtede nedenunde hvor der gik noget personale og der eksploderede jeg og fik afløb for min fustration. Her skete der for mig noget meget mærkeligt at jeg fik ros fordi jeg havde udsat mit udbrud indtil jeg kom nedenunder istedet for at spræde min vrede oven på hvor der var sårbare mennesker. Det var som om der gik et lys op for mig, man kunne udsætte sine udbrud til det var belejligt og der faktisk samtidigt skete det at gassen gik af den vrede man følte. Jeg var heldig at personalet brugte denne episode til at bevidstgøre mig om hvormeget det betød for mine omgivelser når jeg blev vred og de fik mig ned på jorden igen. De sørgede så for at ham der havde taget min jakke blev indlagt for han havde det meget dårligt. Alt i alt en positiv oplevelse for mig og det har reddet mig mange gange siden og ikke mindst givet mig ro så jeg ikke har skulle tænke så meget på hvad andre mennesker tænkte om mig.