Der findes troen, håbet og kærligheden, men størst af dem er kærligheden

Lampe af engangsbæger.

For mig har vendepunkter altid haft noget at gøre med mennesker, mennesker der var betalt til at have noget med mig at gøre eller mennesker der var venner eller familie til mig, de havde en eller anden form for kærlighed, betalt eller ej, til mig så de kunne give mig troen på livet og håbet tilbage.

Selvfølgelig kunne de kun komme med retningsliner hvordan jeg skulle gøre, fodarbejdet var mit eget. Men det er sådan med indlevende menneskers råd, at de kan følges, for de har nemlig indsigt og forståelse i det til tider helvede man lever i som sindslidende.

 Forestil jer en spiral der er takket. Takket fordi der har været vendepunkter der både er gået op og ned, rent psykisk og en opadgående spiral fordi jeg trods alt er blevet ældre og har fået mere visdom, men at jeg i dag egentlig føler at jeg står det samme sted som jeg var da jeg var 20 mht. at være psykisk rask.

Jeg blev først rigtig syg da jeg var 29 mener eksperterne pga. bl.a. min mors dødsfald der var meget tragisk og fordi jeg fik et meget stort chok inden for 2 mdr. Der knækkede filmen.Jeg fik den Borderline der lå i min personlighed, men som ikke var kommet til udtryk før alt dette skete.  Det var et vendepunkt, fra at være psykisk rask til pludselig at have en diagnose som ingen vidste noget om i 92.

Jeg har været ud og ind på psykiatrisk afdeling over 40 gange og jeg må sige det er ikke det der var det afgørende vendepunkt for mig.

Et af de afgørende vendepunkter for mig kom, da Videnscenter for socialpsykistri, med Erik Adolf, Sys Klint og Michael Freiesleben i spidsen anerkendt et projekt jeg havde skrevet om i bladet socialpsykiatri, omkring hjælp til mennesker med en psykiatrisk diagnose, der havde børn. Mit børneprojekt. Det var ikke så meget de anerkendte projektet, men at Michael Freiesleben hele tiden førte mig ajour med hvad der foregik og bad om min mening. Ikke så almindeligt i 2002.

Her skal I igen se den takkede spiral, efter det her var jeg mange gange i dok på afd. P på OUH. Altså tilbagefald og frem igen på spirallinjen.

 Men jeg ville fremad og det er en vigtig ting, at ville fremad, ikke at man altid kan, men viljen skal være der mere eller mindre.

Så var jeg så heldig at jeg havde en kontaktperson på mit første værested, som var fint da jeg havde det rigtig dårligt, som kunne se at jeg skulle videre, så hun lavede en prøvetid på et andet værested og fulgte op på det, indtil jeg fandt mine ben på det nye værested.

På det nye værested udfordrede man mine resouser og sammen med mine nye gode kontakt personer og ikke mindst den kvindelige forstander fik jeg nye opgaver som f.eks. at undervise i smykkefremstilling og være i køkkenet sammen med en uddannet bruger og andre der havde interesse for køkken og ikke mindst en kanongod køkkenleder.

Jeg fik ros og jeg fik min rygrad der egentlig var som en regnorm, til at være en død stiv regnorm, en af dem man finder på fortovet, når det har regnet meget.  Der var ret meget stabilitet.

 

Flere vendepunkter.

Engang da jeg så lå på intensiv, fik at vide at jeg skulle indlægges på åbent afsnit og jeg hylede og skreg for jeg ville på lukket P302, hvor jeg tidligere var blevet hjulpet bedst, men jeg kom på åben P502.

Da jeg kom derover kl.1.30, fordi man havde brug for intensivpladsen, blev jeg mødt af en kvinde med knold i nakken. Alle mine fordomme kom op i mig, knold i nakken, gammel (på alder med mig selv)stiv.

Hold da op hvor blev jeg snydt. 

Jeg havde ikke fået noget at spise på somatisk og her stod et fad med nogen madder fra køkkenet. Jeg var egentlig belavet på at hun skulle til at fortælle mig at spisetiden var ovre, men nej, hun sagde ”Er der mere tilbage?” bare tag hvad du vil have?? Så var jeg forvirret. Og det skulle jeg blive ved med at være.

 De første par dage var jeg bare vanskelig og prøvede at finde alle de fejl, der kunne komme på tale, råbte og skreg...Og jeg blev stadig accepteret og for første gang oplevede jeg at der blev sagt undskyld hvis der vitterlig var en fejl. Lidt efter lidt faldt jeg til ro og for første gang oplevede jeg at en hospitalsafdeling tog mine psykiske problemer alvorligt,  at jeg havde den personlighedsforstyrrelse.

Det var et vendepunkt, hvis noget var det. At blive taget alvorligt og ikke bare blive udskrevet den næste dag, når man ikke mere var selvmordstruet, Hold da op.

Der blev lavet kognitiv terapi med mig, noget som jeg stadig har gavn af og der blev talt til mig som om jeg var et almindeligt menneske der satte pris på at der blev sagt goddag og farvel og sov godt når det var tiden, sådan almindelig dannet opdragelse.

Noget af det jeg også fik ud af den indlæggelse var at jeg fik en liv line, en læge der tillod af jeg ringede når jeg havde brug for det og som kunne finde på at ringe til mig eller spørge mig til råds om forskellige ting, set fra bruger synspunkt og som ikke forlangte at jeg skulle sidde i den varme stol i en time for at han kunne få sine kroner hjem fra sygesikringen, det er som at ringe til en ven i de store danske quizzer.

 

Det  store vendepunkt som egentlig har fik mig tilbage til dengang jeg var tyve og var tjenestemand i DSB, bare meget klogere, er at jeg fik job.

Jeg har fået job på Bostedet Dania, der er et bo og værestedstilbud for mennesker med en sindslidelse. Her har man taget rigtig godt imod mig som ny medarbejder og kollega. Jeg gør i dag det der er meningen for voksne almindelige mennesker, det at have et arbejde, hvor man regner med en.

Det kunne mange andre mennesker med en psykisk lidelse også gøre, hvis ledelsen og kollegaer var lige så forstående og imødekommende som mine er. Men det ved jeg desværre af erfaring at de absolut ikke er.

Et af de andre store vendepunkter for mig været at være med til at stifte Landsforeningen NetOp sammen med Michael Freiesleben fra Skanderborg og Niels-Erik Heise fra Fredericia. NetOp har til formål at udvide sindslidendes netværk og det gør vi ved, at forsøge at matche mennesker med en sindslidelse sammen med frivillige besøgsfamilier der åbner deres hjem for besøg. Det er lykkedes og vi formidler allerede her på Fyn og vi har allerede de første match klar. Grunden til at vi synes dette er vigtigt er, at mange sindslidende ikke har familien med, men mange offentlige tilbud og det kan blive for meget. Mange har simpelthen ikke den familie hvor de kan slappe af, som jeg, når jeg havde det godt, kunne samle kræfter og komme videre med mine vendepunkter i et socialt netværk, der ville mig.

Det sidste vendepunkt for mig har desværre ikke været positivt, for det var da jeg blev overfaldet, det har sat mine psykiske fremskridt tilbage, jeg har det da nogenlunde nu men jeg er bange for at jeg aldrig får rystet det helt af mig.