Jeg havde det mange år rigtig rigtig slemt med at mine børn var anbragt udenfor hjemmet og jeg har også haft mange nedture p.g.a. det. Mange gang følte jeg mig tilsidesat selv om Korsløkke gjorde hvad de kunne for at have mig med i alle beslutninger. Mange er den gang hvor jeg grædende er gået fra møder, hvor jeg ikke syntes de hørte hvad jeg sagde.

Men set i bakspejlet kan jeg se at det var rigtigt det de gjorde, for jeg havde det simpelthen for dårligt psykisk mange af de gange.

Nogen gange havde jeg dog også ret og der gav de mig ret og det opvejede megen af det uretfærdighed som jeg følte.

Det at få sine børn anbragt er så gennemgribende ting som folk der ikke har prøvet det,ikke kan sætte sig ind i hvor ondt det gør, men jeg var heldig at jeg kunne samarbejde med Korsløkke for det meste, og det har været til gavn for mine børn.

Når jeg høre hvad andre mennesker har været ude for i forbindelse med anbringelse må jeg sige at jeg er sluppet heldigt ud af det rent følelsesmæssigt og nu her hvor mine drenge er blevet store har jeg ingen men efter det og jeg glæder mig over den udvikling jeg kan se med mine drenge.

Noget af det som jeg også gjorde og som nok har hjulpet mig igennem er at jeg har prøvet at finde nogen voksenting som man ikke kan gøre når man har børn. Feks. har jeg været 7½ mdr. på Højskole og jeg har været flere gange ude og rejse, hvilket jeg har kunnet gøre netop fordi børnene ikke var der, eller nemmere i hvert til fælde. Jeg har tilladt mig selv at proffetere af det og ikke bare siddet i en krog og hele tiden været ked af det. jeg ville heller ikke have kunnet holde så mange foredrag hvis børnene havde været hjemme.

Selvfølgelig var det til tider rædselsfuldt, men når jeg ser på hvordan vi har det nu har det været det hele værd, der er jo ingen der siger det skal være nemt fordi man vælger at få børn.