Om at overleve i systemet.

 

Det næste jeg nu skrive er måske logik for burhøns, men det er alligevel mere eller mindre min opskrift på hvordan man kan overleve i systemet, når man nu har været eller er så afhængig af det som jeg har været.

Noget af det der er vigtigst når man skal henvende sig til offentlige myndigheder er at vide hvad man har krav på og virkelig sætte sig godt ind i det. Det lyder måske mærkeligt at man skal vide hvad man vil have inden man går hen til nogen der skal hjælpe en, men man får ikke noget forærende i dag så man skal være på tæerne.

Måden man kan forberede sig på er at f. eks at få lovteksten forklaret af en der kan den. Dette kan være socialrådgivere på de institutioner man har med at gøre. Hvis det er et sygt barn kan man snakke med socialrådgiveren på sygehuset eller man kan snakke med mødrehjælpen.

I mange interesseorganisationer findes der også socialrådgivere der kan hjælpe en.

Det korte af det lange er at det kan betale sig at bruge tid på disse ting inden man henvender sig og det være sig telefonisk som ved fremmøde.

Få dig en makker. Prøv så vidt muligt at få en ven til at være bisidder ved alle dine møder med det offentlige. Ham eller hende kan du også øve dig på hvad du vil sige og få de værste kraftudtryk luet ud.

Prøv at lave alle aftaler i fredstid, sådan at du ikke står og skælder ud når du henvender dig. En socialrådgiver bliver hverken bange eller mere medgørlig hvis man råber af dem, de har som oftest været ude for noget der var værre. Det handler om at have is i maven og hjemme i sit stof og så fremlægge det på den mest rolige måde man kan. Og så handler det om at høre. Høre hvad socialrådgiveren egentlig siger og ikke det man tror de siger, mange misforståelser undgås på denne måde.

Kan du ikke dette selv, så få en ven med der kan tale din sag. Det er så vigtigt at man ikke bliver uvenner med dem der skal give en noget.

Sidst men ikke mindst så se på dig selv inden du går derop: Er du ren og pæn er du nogenlunde i tøjet. Ikke at man skal klæde sig i festskrud, men helt almindeligt rent tøj sådan at man er tilfreds med sig selv på det punkt så man ikke skal sidde og tænke på det, mens man taler om alt det svære.

Og så skal man altid huske på at en socialrådgiver også er et menneske som en selv, så der er ikke noget at være bange for.

Nogen gange hvis man ikke får medhold i noget man ved man har krav på, hjælper det at gå til en overordnet, men også her gælder det is i maven og ikke nogen råben og nogen gange får man medhold og andre får man det ikke, sådan er det også.

I de sager hvor man ikke får medhold kan man ofte anke sagen og det er min erfaring at det betaler sig at anke. Dels bliver man tilfreds med sig selv om at man har gjort hvad man kunne, men mange gange får man også medhold.